Nyheder · Resultater 1997 - 2007 · Træning · Forside Oktober 01 2020 08:41:44
Navigation
Nyheder
Resultater 1997 - 2007
Ironman program 2007
Foredrag om træning
Træning
Svømmetræning
Lidt om Senna
Træningskalender
Forside
Kontakt mig
Billedegalleri
Klubmedlemskab
Produkter fra Google

Indlogning
Brugernavn

Kodeord



Har du glemt dit kodeord?
Få tilsendt et nyt ved at klikke her.

Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /var/www/sennamadsen.dk/public_html/fusion/php-files/side_left.php(25) : eval()'d code(1) : eval()'d code on line 1
Klubskifte
NyhederJa. så skete det.

Jeg har skiftet klub, til en klub, der ligger i et område, hvor jeg i puberteten fandt et fristed for min strenge far, idet jeg her kunne besøge min mormor og morfar, som fik besøg af alle mine fætre og kusiner.

Bronzemedalje som triatlet i fremmed land
StævnerDen 14.oktober (som er en mærkedag for mig: min mors fødselsdag/dagen før min egen) begav jeg mig til Viborg for at deltage i Danmarksmesterskab i 8 km cross-løb.

Da jeg sammen med 3 andre fra Esbjerg ankommer til Viborg Højskole, er min første indskydelse:

                             HVOR ER SKIFTEZONEN

Nå nej, vi skal jo kun løbe. Det er et fremmed land. Det er Danmarks løbe-elite, jeg møder. De ser anderledes ud end os triatleter. De er tyndere - ingen muskler - ingen overarme - shorts og singlet (jeg er i korte tights og tritop). De fleste sidder i græsset med deres pigsko og roder med et eller andet lille instrument. Jeg tager mod til mig og spørger en tilfældig ung pige, hvad hun laver. Jeg forstår ikke svaret, men lader som om. For mig lød det som om hun løsnede et eller andet - det fatter jeg ikke.

Jeg kender enkelte af navn og ved hvem de er, men ikke nok til at jeg kontakter dem.

Jeg savner min cykel og min våddragt - ja for det ikke skal være løgn savner jeg alle de millioner af problemer, jeg kan finde på til et tristævne - alle de "skæbnesvangre" valg jeg skal tage.

Jeg har stort set rejst mig fra sofaen og har utroligt svært ved at tage løbet alvorligt. Alle de andre er garanteret hundenervøse, men jeg har ikke trænet op til denne dag, da jeg siden 9.september har restitueret. Jeg har desuden ikke løbet "stærkt"/intervaller siden marts-måned. Hvad kan jeg egentlig/hvad laver jeg egentlig her?? Til træning har jeg løbet 8-10km i en hastighed a 5.40-6.min pr.km. Langsommere kan det vist ikke blive. Nu skal jeg løbe 8 km konkurrencer i bakker. Jeg sætter mig to overkommelige mål: ikke blive sidst og under 50 minutter.

Med disse 2 mål i baghovedet klarer jeg det godt. Jeg har et fantastisk løb, idet jeg finder en hastighed på omkring 5.20, som jeg holder hele vejen og kan tage en spurt til sidst. På de to sidste lange bakker overhaler jeg ovenikøbet en ung pige fra AGF. Jeg bliver langt fra nr. sidst.

Ruten var sej, men sjov. En rundstrækning som et 8-tal på 2 km med tre lange bakker og to små. Jeg frygtede at jeg måtte gå til sidst, men det viste sig at jeg var rigtig god i bakkerne. Jeg havde det hårdere på det eneste flade stykke gennem målområdet, som bestod af tungt, vådt græs - det var som om benene blev hængende nede i græsset. Til gengæld følte jeg det rigtigt godt i bakkerne.

Jeg vandt en bronzemedalje i K55-59, for mange af de gode løbere, der findes i Danmark i min aldersgruppe
havde valgt at blive hjemme.

Jeg erfarede, at jeg er triatlet og ikke løber. At jeg sendte dette signal var åbenbart tydeligt, for en deltager spurgte mig: hvordan føles det som triatlet at deltage i et DM i løb. Jeg kunne ikke svare andet end: mærkeligt - der mangler noget!

At kvinder i min alder kan løbe stærkt fik jeg bevis på. Vinderen af min aldersgruppe, Ingelise Jensen fra Viborg, løb blot 40 sekunder langsommere end min 24årige klubkammerat Kirsten Pettersson. Ufatteligt.
Open Water 5 km
Jeg har altid ønsket mig at prøve at svømme langt i åbent vand. Ved Stige kanal i Odense fik jeg chancen i forbindelse med DM i lang åben vand svømning.news: Openwater.jpg Her står jeg parat til at springe i vandet. Denne gang vovede jeg mig ud på 5 km - næste år bliver det 10km. jeg talte med et par svømmere, der skulle prøve at svømme over den engelske kanal: 34km!! Puha - min mission blegnede lidt. Men heldigvis kunne jeg brøste mig af lige at have en kørt en ironman på lidt over 12 timer. Det er på en måde sværre at skulle beherske 3 discipliner frem for 1 - dog ville jeg aldrig kunne svømme 34km - det er min teknik ganske enkelt for dårlig til. 
Jeg var træt efter de 5 km - og ved ihvertfald at det kræver sin mand bare at skulle svømme 10km- men jeg vil prøve. Jeg har prøvet det i bassin med sauna-pause på en danmark- svøm- lang- dag .news: open.jpg Det var ikke så slemt, men jeg havde også 6 timer at gøre godt med.
Der var forplejning undervejs, hvilket var en ny oplevelse. De sidste 1000m var meget tunge. Jeg kunne nærmest ikke løfte armene - jeg skulle nok bare have svømmet brystsvømning til sidst - det er jeg rigtig god til, for det lærte jeg som barn. Først i en alder af 47 begyndte jeg på crawl - så når teknikken aldrig de store højder.

Vi var kun to kvinder på 5 km. På 10km åben klasse var der ingen kvindelige deltagere. Jeg vandt en guldmedalje-min første inden for svømning (mine børn har flere hundrede), fik diplom, håndklæde og et gavekort til sportmaster på 250,-

DM lang duathlon - Guldmedalje

news: langdu.jpgSøndag den 9. september deltog jeg så i årets sidste mesterskab, nemlig DM i lang duathlon, som var henlagt til Ålborg.

For sæsonen havde jeg sat mig for at deltage i alle Danmarksmesterskaber i triathlon og duathlon (på nær cross duathlon), EM i København og VM i Hamborg. Efter Hamborg var der så kun lang duathlon tilbage. Man skulle tilmelde sig senest fredag den 31.august kl.23.59. Vi tog til Hamborg samme dag om morgenen. Spørgsmålet var, havde man energi og ben til en lang duathlon. Ironman og OL-distance i Hamborg - kunne jeg blive ved. Jeg meldte mig og håbede det bedste.



Jeg tog til Ålborg og det gik da også rimeligt - men vi var ikke mange.deltagere. Dette var ikke Hamborg.

Distancen var ellers kort af en lang duathlon, nemlig 10 løb-60 cykling -10 løb. Jeg har prøvet længere distancer (20 -120-10), så det virkede umiddelbart ikke så langt. De første 10 km gik rimeligt, omend de første 5 var noget tunge at komme igennem, men jeg blev mere og mere varm. Det skal dog også siges at 2 af de første 5km var en svag stigning. Cykelruten var fin for mig. 3 runder a 20 km uden alt for skarpe sving og vind var der ikke så meget af.

Men de sidste 10 km var hårde. Jeg fandt dog et tempo og tænkte, nu løber du bare og holder dette tempo. Jeg lå på dette tidspunkt 4.sidst af alle. Løberuten var en ud-hjemrute. Da jeg begiver mig ud på de første fem møder jeg mine mandlige klubkammerater, som er på hjem på de sidste 5 km. Jeg bliver noget overrasket, for de ser stort set alle ud som om de "har mødt muren". Jeg tænker, gud ved hvordan jeg så ser ud. Jeg opper mig og for hver gang jeg møder en af dem prøver jeg at løbe lidt stærkere.


Jeg havde ca 5 minutter i forskel på første og anden løbetur. Flere havde 10-12 minutter forskel og selv gode løbere.


Helt overraskende fik jeg bedre 2.løbetid end Arne Hviid, som til hver en tid kan løbe fra mig.
 
Lang duathlon er HÅRDT.



Nr. 9 ved Verdensmesterskab i triathlon
Stævner

SvømmestartSøndag den 2.september deltog jeg i verdensmesterskab i triathlon på OL-distancen (1500 svømning-40 cykling - 10 km løb) i Hamborg.
Det blev en kæmpe oplevelse. Vi var 6000 deltagere over 3 dage fra utallige nationer og i alle aldre. Den ældste mand var i age-group 85-89 og den ældste kvinde i gruppen 75-79 - så jeg følte mig helt ung i mit heat, som bestod af kvinder over 50år (jeg er fra 1950). Vi var omkring 150 kvinder i bare denne gruppe.



For 3.gang i år fik jeg problemer i svømmedisciplinen. I Ganløse (DM kort triathlon) var det uden våddragt og jeg mistede en sølvmedalje på den konto. Til EM i København fik jeg beskadigede hornhinder som følge af sulfovand i svømmebrillerne, og mistede en sølvmedalje. Denne gang skulle jeg begå en brøler, jeg har lært af.

Vi skulle svømme i Alster sø. Vandet var 16,2 - præcist som i Fredericia, hvor jeg satte personlig rekord i en kanontid på 1.15 for 3,8 km, så det bekymrede mig umiddelbart ikke. Mange klagede over, at vandet var mørkt og grumset. Det kender jeg fra Haderslev Dam - så det bekymrede mig heller ikke. Jeg havde fået købt nye svømmebriller og afprøvet dem. De var perfekte. Jeg var klar til at give den hele armen. Til træning havde jeg kørt serier a 100m på gode tider (1.42-1.45). Jeg var fuld af selvtillid.

10 minutter inden start står vi 150 kvinder på rampen. De begynder langsomt at gå i vandet. Der er to muligheder. Enten at springe i eller bruge trappen. JEG VÆLGER DET FORKERTE. Jeg hader koldt vand og ved fra koldvandsbassinet i Svømmestadion, at det er lettere at hoppe i end at gå i. Der er lang kø ved trappen og kvinderne er jo ikke ligefrem vilde med at komme ned i vandet. Jeg går hen til den ene side, tager mig sammen og tænker SPRING. Det gør jeg så - men men.. ved at springe kommer jeg jo noget længere ned og det bevirker at jeg får et kuldechok af rang. Så stort at jeg ikke kan få luft og føler en lammelse i hele kroppen. Jeg holder i kanten, men er utroligt tæt på at gå op. Jeg kan simpelthen ikke få luft. Hornet tuder til start og alle svømmer ud i fuld fart. Jeg kan ikke - jeg kan dårligt trække vejret. Jeg prøver at svømme, men det går slet ikke. Jeg overvejer meget kraftigt at udgå. I stedet svømmer jeg lidt bryst, men hver gang jeg tager hovedet i vandet, er det som en lammelse af hele kroppen. Så begynder jeg at blive bange for at drukne. Jeg tænker på min gode svømning i Fredericia. Jeg svømmer hen til en gul bøje og træder lidt vande, mens jeg nærmest grædende ser alle de andre kvinder svømme og svømme og længere og længere væk. Jeg svømmer igen bryst men med hovedet over vandet. Jeg bliver aldrig lammelsen kvit og kommer da også i land som 3. sidst i tiden 37 minutter - min normale tid ligger mellem 28-30.

Rasende (på migselv) løber jeg i våddragt alt hvad jeg kan hen til skiftezonen. Den var til mit held enorm lang, nærved 800m. Her overhaler jeg 4 kvinder. I skiftezonen skulle jeg ligeledes ret lang, idet den også nærmest var verdensrekordagtig lang. Her overhaler jeg ligeledes et par kvinder.

Cykelruten var til gengæld som "skræddersyet" til mig. 2 runder a 20 km, let kuperet og med overskuelige bakker. Den krævede ikke den store teknik og der var rigtig mange atleter på ruten - også nogen jeg kunne overhale. Det giver også energi. På lægmusklen havde arrangørerne skrevet vor aldersgruppe. Det var rigtig smart. Hver gang jeg nærmede mig en kvindelig cykelrytter, så jeg ned på hendes venstre læg. yes en 55er eller øv en 45er. Jeg fik overhalet en del. Vejret var heldigvis bedre end de havde forudsagt. Ingen regn og kun lidt blæst. Jeg havde dog lange bukser på og kom i tanke om at dem jeg overhalede ikke kunne se hvilken aldersgruppe jeg tilhørte.

Mit løb gik helt fantastisk. Mit bedste i meget lang tid - ja i mange år. Jeg fik overhalet rigtigt mange og løb stærkere og stærkere. På opløbsstrækningen de sidste 500m overhalede jeg tre og ja jeg var så heldig at de også var i gruppen 55-59. Efter svømning lå jeg som nr. 30, jeg cyklede og løb mig til nr. 9 og fik 3. bedste løbetid. Et rigtigt godt resultat. Havde jeg svømmet normalt, var jeg blevet nr. 4.

Om aftenen var der final-party. Fantastisk at se disse "gamle" mennesker juble over deres medaljer. I gruppen 65-69 fik Danmark en verdensmester i Grethe Lange. Gruppen 70-74 ville slet ikke forlade podiet.
De jublede som små børn juleaften. Alderspræsidenten i gruppen 85-89 fik enorme klapsalver så selv elite-verdensmesteren måtte blive misundelig.

LÆNGE LEVE AGE-GROUP
LÆNGE LEVE TRIATHLON

Danmarskmester på ironmandistancen i tiden 12 timer og 4 minutter
NyhederYES  YES YES YES YES YES YES YES OG ATTER YES

news: sennaironman2007.jpgJUBII- ja jeg kan ikke få armene ned. Træerne vokser ind i himlen.

Mit livs eventyr.

Drømmetider blev opfyldt. kan man forlange mere:

Jeg satte pr med 38 minutter. I 2001 kørte jeg min første og hidtil eneste ironman i tiden 12.42.

Lørdag den 4.august deltog jeg i Danmarksmesterskaberne på ironmandistancen i Fredericia.
Ironmandistancen er triathlonsportens KONGEDISTANCE. Den udgøres af:

  3,8km svømning i åbent vand
  180km cykling
  42,2km løb (marathon)

Jeg fik drømmetider på løb og svømning. Mine tider blev:

svømning: 1.15  (2001: 1.22)
cykling    : 6.27  (2001: 6.50)
løb          : 4.14  (2001: 4.22)

Forbedring på alle tre discipliner!!

HER STÅR JEG LIGE INDEN SVØMMESTART OG INDTAGER DET KOLDE VAND. KOM BARE AN. JEG SKAL NOK TAGE KAMPEN OP MOD KULDEN. 16,2 .

Jeg havde forventet en bedre cykeltid, og har cyklet en hel del,  men det blæste op og der var en ret kraftig modvind på en del af ruten. Men til gengæld havde jeg det fint efter cykling. Jeg kørte ikke med ur eller tider af nogen art. Jeg skulle bare "have det godt".

Jeg har fået nye svømmebriller og de virker!!. Der kom ikke vand ind og de duggede ikke. Jeg overhalede ret mange under svømning- mænd (kvinderne havde rød badehætte). Jeg lå ved siden af dem et stykke tid. Jeg brugte den kendte teknik med at lade dem orientere sig. Kun en gang imellem kiggede jeg op for at se at den ikke var helt gal. Det gik perfekt. Det gjorde at jeg så stille og roligt svømmede forbi den ene efter den anden. Jeg havde det fantastisk trods rimeligt koldt vand og tænkte dette bliver ikke nogen kanontid - men det blev det. Da jeg cykler ud, fortæller Kurt mig, at jeg har svømmet på 1.15. Jeg bliver hel høj. Alle jeg møder ude på cykelruten får det at vide: Hej jeg svømmede på 1.15 - personlig rekord og en drømmetid. Jeg fik ikke megen respons. folk cyklede blot videre i deres egen lille ironmanverden - men det kan jeg godt forstå nu. Jeg råbte frem for mig selv 1.15-1.15-1.15 og tænkte på al den svømmetræning jeg har lavet. Tak svømmestadion danmark for jeres perfekte åbningstider og træningsmuligheder her i sommerferien.


Her er jeg på vej ud på 180 km cykling. 6 runder a
30 km.


news: sennacykelstart180km.jpgPå cyklingen røg jeg UFORSKYLDT ind i det pinligste, jeg kan blive udsat for. Jeg har altid hånet de atleter, der snyder sig til at ligge på hjul og jeg  har aldrig gjort det  og vil aldrig gøre det. Triathlon er en individuel sport (kun eliten har drafting) og jeg vil vide hvad jeg selv kan.
Jeg overhaler en mand fra OTK og strider mig gennem modvinden med 18km i timen. Jeg ved ikke hvor manden er. Pludselig kommer han forbi  og siger sikken en strid vind. Ja siger jeg. Han passerer mig og går ind foran mig og går ned i farten. Skal jeg bremse eller gå udenom igen. Ja jeg når faktisk ikke at tage beslutning, for idet samme kommer motorcykeldommerne:

     nr. 105 sort kort



Jeg brokker mig højlydt, men væk er de. Det synes jeg er bundhamrende uretfærdigt. Nå men for dem har det åbenbart set sådan ud. Problemet er så at jeg ikke lige kan huske hvad et sort kort betyder. Jeg lukker altid ørerne, når de på informationsmøderne instruerer om dette. Det bliver ikke aktuelt. Senere møder jeg dommerne igen stående i vejkanten og spørger dem, hvad straffen er. 90 sekunder i strafboks før løb.

Jeg er rasende. Nu kører det hele så godt. Men jeg ved godt, at der ikke er noget at gøre (jeg har set for mange fodboldkampe). Dommerne dømmer ud fra, hvad de ser - hvilket jo ikke altid er sandheden.

PINLIGT PINLIGT AT SKULLE STÅ I STRAFFEBOKSEN.

Jeg spekulerer over, hvordan jeg kan indhente de 90 sekunder på anden måde. Jeg vælger at gøre som mændene. Tisse uden at stå af cyklen. Jeg drikker ca 500-750 cl pr. time.

Efter 3 timer er jeg rimelig trængende. Men hvordan gør man det nu. Jeg er jo nødt til at gøre det i bukserne. Jeg er ikke udstyret med en tingest, jeg kan trække ud af bukserne. Nogen vil synes, det er ulækkert, men solen skinner så bukserne tørrer hurtigt. Jeg prøver at tisse siddende, men det går ikke. Jeg har ellers fundet en strækning, hvor der ikke er publikum og heller ingen officials.

Jeg prøver så stående. Yes jeg kan tisse, mens jeg cykler. Det varmer dejligt ned ad benene, men strømperne bliver selvfølgelig våde, men efter kort tid er det hele tørt igen. Sådan fik jeg mine 90 sekunder tilbage. Samtidig ved jeg nu, hvordan man tisser på sin cykel. Det skal selvfølgelig ikke foregå inde i vendepunktet i målområdet. Så er jeg den erfaring rigere.

Senere på cykelruten var jeg hele to gange ude for det samme med at en mand overhaler mig og ikke holder sin fart. Den ene gang bremsede jeg helt ned (møgirriterende) og den anden gang tog jeg mig sammen og overhalede lynhurtigt igen. Jeg skulle ihvertfald ikke have flere sorte kort - tre kort giver diskvalifikation. Så kære mænd, når I overhaler så hold farten, hvad de fleste af jer dog også gør.

Da jeg er på vej ind til Fredericia efter den sidste runde af de 6, møder jeg flere mænd, der er på vej ud. Hold da op, tænker jeg. Du er hurtigere end alle dem.

Efter at have stået i straffeboksen 90 sekunder løber jeg ud. Jeg har friske ben - omstændighederne taget i betragtning. Jeg får en fantastisk anerkendelse og hæder fra hele tri-Danmark - både deltagere og publikum.

Her et par stykker:

- hold da op Senna- du er jo flyvende
- du er da bare hartkorn til løb
- Senna, en af de flittigste triatleter i Danmark
- utroligt flot løbende
- Senna løber hurtigere og hurtigere - god disponering
- rigtigt flot løbet
- hold da op Senna, hvor løber du godt

Sådanne kommentarer giver styrke.
Sagen var, at jeg på ingen både følte mig let og flyvende. Jeg koncentrede mig enormt, så meget at jeg på et tidspunkt ikke kunne klare mere support og helst ville lades i fred. Jeg lukkede mig inde og fandt alle de sidste kræfter.
news: 21kmtilbage.jpgEfter halv marathon kom den første og heldigvis eneste krise. Jeg besluttede mig for at jeg ved næste depot godt måtte stoppe op og spise. Ind til da havde jeg løbet gennem depoterne og taget hvad jeg skulle bruge. Det blev også til et større måltid. Jeg var pludselig hundesulten. Spiste hele to bananer, noget appelsin og gik over til cola - nøj hvor smagte det godt. Faren ved at stå stille er, at det er utroligt svært at løbe igen. Jeg kom op at løbe igen og holdt ikke flere pauser - heller ikke ved depoterne. Det turde jeg simpelthen ikke. På løberuten var der to stejle bakker. Løberuten var en rundstrækning på 10,5 så jeg skulle over bakkerne 4 gange. Jeg lovede mig selv at hvis jeg løb de tre første gange, måtte jeg godt gå den sidste gang. Da jeg kommer sidste gang har jeg kræfter til at løbe - fantastisk. De sidste 4 km kommer jeg igennem med den velkendte teknik: hen til det træ, det skilt , det hjørne. På et tidspunkt var distancen jeg overskuede helt nede på 5 m. Det var strækningen som var inddelt med toppe. Bare hen til den top, så den top. Jeg talte toppe hen til et punkt. Så talte jeg 1, 2 osv. og pludselig havde jeg løbet 1 km og der er kun 2 tilbage.

Da jeg har 500 meter til finish-line, råber Kurt: spurt alt hvad du kan, så kommer du under 12.05. Du kan godt nå det. Jeg kan virkelig sætte en spurt ind. Jeg ser uret foran mig og spurter om kap med uret. Jeg når det:

12.04.53 -  og jeg kan sige jeg har lavet en ironman på 12.04 - hvem interesserer sig for sekunder på den distance - det er jo ikke et 100m løb

Jeg spurter så stærkt at jeg ikke når at stoppe før jeg nærmest ender på skødet af fotografen, der sidder og tager billeder af alle finisher, råbende: dette gør jeg aldrig igen .... vi får se.

At gennemføre en ironman og så i en drømmetid - det er hverdagens træning værd. Jeg glæder mig til at fortælle mine kolleger og elever på Esbjerg gymnasium om min bedrift. Eleverne vil fra start beundre mig- ikke nogen dårlig start på et skoleår. Nu ved de, at de har en sejg lærer
news: sennafinisher.jpg

Denne dag blev en af de største i mit liv.

Fredericia stopper nu med lang triathlon - det har været store oplevelser jeg her har haft og mange officials kender mig - tak til jer alle - uden jer havde jeg ikke fået realiseret mit livs drøm.

Men tiden 12.04/03 - ja jeg får jo helt lyst til at prøve om jeg kan komme under 12 timer. Jeg er overbevist om, at jeg har det i mig, men de ydre omstændigheder skal være optimale og energiindtaget skal i harmoni med kroppens ydeevne. En balance, som er en kunst i sig selv. Der er mange forhold, der skal gå op i en højere enhed - og man kan jo ikke lige gøre det om næste søndag.

At gennemføre en ironman i en kanontid i en alder af snart 57 giver rygrad. Jeg er et nyt menneske. Jeg kender dybder i migselv jeg ikke kendte før. Jeg har enorme ressurser, der kan findes frem når det gælder.

   Claus Bak spørger mig, om jeg vil ind og have
   massage. Mine bekymringer går på, hvordan jeg
   overhovedet kommer derind.

    Sådan ser en ironman ud: hvide saltstriber på tøjet
Lørdag den 4. august kl.7.00
Træning

Jeg har kviet mig ved at skrive det.

Jeg har fortrængt det.


Jeg ville ikke skrive det.

Jeg ville ikke offentliggøre det.

Men sandheden er, at jeg på lørdag den 4.august skal deltage i DM lang distance triathlon på


    ironmandistancen: 3,8km svømning i havet - 180 cykling- 42,2 løb

Det foregår (naturligvis) i Fredericia.

Jeg har alle traditionelle følelser før "større stævner": hundenervøs,  spændt, forvirret, fyldt af forventninger, svingende mellem: du er god og hvordan skal det dog gå. Trøster mig hele tiden med:

du har trænet godt/optimalt
du har talent for lang distance

men den lille nisse sidder og driller: hvad nu hvis og hvis og hvis...prøver at fortrænge alt det negative og være positiv, tro på den.

disse næste dage bliver forfærdelige og værre og værre ind til jeg ligger ude i Lillebælt og har svømmet de 400m ud til første store gule bøje.

Den, der rager i blinde, skal vinde
en broncemedalje ved Europamesterskaberne i kort triathlon i København den 1.juli.

Distancen var OL-distancen: 1500 svømning, 40 cykling og 10 løb.

Svømning foregik i Københavns Havn og vandet var rimeligt - ikke så koldt som de havde "lovet". Under svømningen var jeg så uheldig at få vand ind i brillerne og jeg prøvede flere gange at få det ud, men det kom lige så hurtigt ind igen. Forinden havde jeg vasket dem med sulfo for at de ikke skulle dugge. Det skulle vise sig at få skæbnesvangre følger for mig. Efter 500m svømning gør det temmeligt ondt i mine øjne og jeg svømmer de resterende 1000m med stort set lukkede øjne og venter bare på at komme i land. Jeg kommer i land og kan ikke se ret meget - men håber at det vil gå over. Jeg cykler stille og roligt derudad , ventende på at kunne se noget. Jeg kan kune se ca 1 m frem, resten ligger ligesom i tåge. Jeg tør simpelthen ikke træde til.  Jeg venter og venter på at det skal gå over. Det føles lige som at have vand i øjnene. Desværre går det aldrig over og det var egentligt livsfarligt af mig at gennemføre, men pludselig er jeg i skiftezonen og løbe kan jeg jo godt med et syn, der kun rækker lidt frem. Jeg ligger som nr. 4 i min aldresgruppe. Det er jeg noget ked af, men selvfølgelig ikke overrasket over, da jeg har nærmest har "rullet en tur". Jeg ser den engelske pige komme mig i møde og regner ud at hun 1,5 km foran mig. Den danske pige, som ligger nr.2 er 2 km foran mig. Den engelske pige løber temmeligt langsomt. Jeg tænker straks Jels tri, hvor jeg satte en jagt ind. Jeg prøver igen. Nu har jeg cyklet 40km med dårligt syn og mange smerter i begge øjne. Det skal ikke være forgæves. Jeg sætter farten op, jeg har jo rimelig gode ben, idet cyklingen nærmest forekommer som opvarmning. jeg har 10km til at indhente 1,5km - det er jeg overbevist om jeg kan nå. Jeg når hende ved 6 km og sætter en spurt ind. Hun er sød og råber til mig: well done. Jeg sætter farten endnu mere op. Bag mig er en tysk pige, som lignte en rigtig løber. Jeg vil ikke miste min medalje. En mand råber til mig: sænk skuldrene og lad armene arbejde. God ide. Det gør jeg. Jeg overhaler et par stykker på den sidste kilomet, men de tilhører andre (yngre) aldersklasser. mange fra tri-danmark hepper på mig - trisporten er en"lille" sportsgren - vi er næsten en lille familie. Jeg får da også en af mine bedste løbetider på OL-distancen (48 min). Hvis jeg havde cyklet optimalt havde jeg overhalet Gertie og fået sølv.

Jeg måtte efterfølgende på 2 skadestuer med mine øjne, som gjorde så ondt, at jeg i et helt døgn efter at jeg løb over målstregen gik rundt med lukkede øjne. Det er ikke sjovt. Det går pt lidt bedre - men ikke optimalt.

Min svømmetid blev på 30 minutter, hvilket også er rigtigt godt, når jeg har svømmet med lukkede øjne.

Ja, hvad gør man ikke for sin elskede (sport).

Jeg føler mig i superform, men fik ikke denne dag udnyttet mit potentiale. Men jeg er lykkelig for min medalje, som er en af de flotteste jeg nogensinde har modtaget.
Jels tri/sydjysk cup
Stævner

Så kom turen til 3. afdeling af sydjysk cup, som foregik ved  og i Jels sø. Distancen var kort; nemlig 500 svømning i Jels sø - 23 cykling - 5,2 løb



Annemette, Mig selv of StineDet er 12. weekend i træk, at jeg er i konkurrence, så jeg er noget spændt på, om jeg kan holde gejsten oppe. Jeg skal til Europamesterskaberne i København næste søndag, så er der da endelig pause inden den store dag den 4.august (ironman i Fredericia).

Vandet i jels sø ser dejligt ud: spejlblankt og 19 grader varmt
Jeg får en rigtig god svømmestart. Ingen chikaner, god plads og det kører bare for mig. Efter den anden store gule bøje, hvor der kun er 200m til land, møder jeg Annemette Momsen, som jeg ved svømmer rigtig godt. Hun er så cool, at hun svømmer i bikini - derfor kan jeg straks kende hende. Det gør mig så glad, at jeg svømmer til og pludselig ser jeg tre (gode svømmere) jeg kender lige foran mig: Per Tingskov, Kurt Olsen (min mand) og Steen Ludvigsen. De når dog op i skiftezonen lige før mig, men jeg er hurtigt ude. Kurt når mig først på cykel efter 5 km - det kan jeg ikke helt forstå. Senere får jeg forklaringen: han må have været godt forvirret  efter at have ligget vandret:Han havde fået cykelskoene på, inden han havde taget våddragten af.

Da jeg kommer ind fra cykling- vi skulle selvfølgelig lige have en ordentlig skylle på de sidste 5km cykling - ligger jeg som nummer tre af alle kvinder. nr. 1 er Dorthe Randi Schmidt og nr. 2 en ung pige fra Vejen. Jeg vil prøve at nå den unge pige. Gennem hele den snørklede vej gennem skoven, kan jeg ikke se hende. Da vi kommer til det lange lige stykke ser jeg hende. 300 m foran. Hun stopper op og tager vand ved depotet. Det giver startskuddet til at indhente hende. Jeg sætter farten op og fornemmer at jeg kommer  tættere på. Jeg tænker: bare rolig, du har 2 km. Jeg overhaler hende, da der er 1,5 km til mål. Bevidst sætter jeg farten op, lige da jeg overhaler hende og løber alt hvad jeg kan i håbet om at hun vil give op. Hun kan jo ikke se at jeg har det dødhamrende hårdt. Jeg kender det fra mig selv, når jeg bliver overhalet: enten tager man kampen op eller man tænker: skidt pyt vi er alligevel ikke i samme aldersgruppe. Jeg løber, hjertet hamrer og pludselig kan jeg ikke mere høre hendes skridt. Yes, hun resignerede. Jeg løber i mål som nr. 2 af alle kvinder og vinder samtidig min aldersgruppe k 50-59 og får 10 points i sydjysk-cup-konkurrencen.

Efter dagens stævnePå billedet ser du to piger, nemlig Annemette Momsen (K40-49) fra Århus 1900 og Stinne Noer (junior) fra Vejen, som hjalp mig til at få en af de rigtig gode dage, hvor alt bare klappede. Nu glæder jeg mig rigtigt meget til EM i København. Jeg var lidt down oven på DM i Århus - her lærte jeg, at jeg er mere til varme end til kulde.

Jeg træner til ironman i Fredericia og det er ret hårdt at køre disse sprintdistancer, når man i ugens løb træner det lange. En weekend til så får jeg fred til at træne. Samtidig har jeg ferie fra næste uge - så skal der trænes - dejligt.

Fra hedebølge til kuldechok
StævnerDen 17. juni deltog jeg i DM kort triathlon i Århus. Distancen er lang, selv om det hedder kort triathlon. Det er den længste af de korte, nemlig den såkaldte OL-distance: 1500 svømning, 40 cykling og 10 løb. Det er ikke den distance jeg er bedst til. Den er både for lang og for kort, men man må jo tage hvad der er, når man vil med til Danmarksmesterskaberne. Men, men, men - der mødte atleterne det, der er værre: vejrguderne havde udset sig Århusbugten til at vise, at naturens kræfter er vi mennesker ikke herre over.

Lige inden svømmestart kommer  en kraftig vind ind over bugten, der resulterer i bølger i det ellers blikstille vand, som vi alle havde glædet os til at komme ud i :MED VÅDDRAGT, for vandets temperatur var perfekt: omkring de 17, hverken for koldt eller for varmt. Men vi skulle jo ikke have det for godt. Denne dag skulle vi vise, at vi triatleter er sejge og viljestærke. Vi kæmper med og mod bølgerne, nogen sikkert mere end andre (kan jeg se på tiderne senere), jeg gør ihvertfald. Pludselig da jeg er ude på det sidste ben af trekanten og med fryd overhaler et par mænd og en dame (umuligt at se hvem det er) kigger jeg frem for at orientere mig og ser at det regner. Det er svært at fornemme hvor stærkt, men det finder jeg ud af, da jeg løber op af vandet. Det står simpelthen ned i kraftige stænger. Tæt på "et såkaldt skybrud". Cykeltøjet som jeg har på under våddragten (for at spare tid)og som skulle være blevet tørret af sol og vind under den 1 km af cyklingen, klæber til kroppen. Jeg er gennemblødt og kan regne ud, at jeg bliver aldrig tør og det hele kan snart være lige meget. Skal man tage de pjaskvåde strømper på??

Jeg kører ud på cykelruten, ryster allerede fra start af kulde i det gennemblødte tøj. Hvordan skal jeg komme igennem de 40km, 7 omgange. Jeg kender cykelruten. Det går op og det går ned. Stort set ingen flade strækninger. Der er en temmelig stejl nedkørsel, der ender i et sving på 135 grader. Jeg kommer igennem første runde, der bliver heppet på mig - alle kan se at jeg ryster af kulde. Det står stadig ned i stænger så tykke som betonpiller (føles det ). Jeg prøver at få varmen ved at træde til op ad bakkerne, for blot at blive nedkølet igen på nedkørselen, som ender i stævneområdet. Igen bliver der heppet. Jeg aner ikke hvem, men hører blot mit navn flere gange. Jeg er så stiv af kulde at jeg ønsker mig en uge tilbage i Ganløses stegende hede. På 3. runde overvejer jeg at udgå. Jeg ser flere, der er punkteret og tænker: du kan få min cykel - men jeg kører videre. Lidt senere føler jeg simpelthen at jeg er punkteret. Jeg spørger nogen forbipasserende: er jeg punkteret? Intet svar. Jeg standser, står af cyklen - men nej, desværre jeg er ikke punkteret - der er ingen god undskyldning for at udgå. Jeg kæmper mig op på cyklen igen, mens flere kommer susende forbi mig og sprøjter mig til - men det gør ikke noget for alt er alligevel så vådt. Jeg kommer igennem 4. omgang, hvor jeg overhaler Grethe Nielsen fra min aldersgruppe 55-59 med en omgang. Hun ser lige så forkommen ud som jeg føler mig. Hun er også lille og meget slank. Denne dag kunne vi godt have haft brugt et par lag fedt. Jeg møder også Grethe Lange - hun ser ud til at have det lidt bedre. 5. omgang bliver overstået - nu er "mål" inden for rækkevidde. Nu VIL jeg ikke punktere og kører endnu langsommere ned ad den væmmelige nedkørsel. Hænderne og styret er så vådt, at jeg frygter at jeg ikke kan holde på bremserne. Samtidig er jeg jo blevet koldere og koldere og stivere og stivere. Jeg kunne mærke at mine kæber nærmest var frossen fast. Jeg prøvede indimellem at slappe af og sige: nu glemmer du at du fryser. Det hjalp lidt. Jeg får endt cyklingen og da jeg skal af cyklen ved indgangen til skiftezonen, ryster jeg så meget af kulde, at et par vagter må holde cyklen for at jeg ikke skal vælte. De spørger mig, om jeg vil fortsætte. Selvfølgelig, vil jeg det. Nu er mareridtet jo overstået, nu skal jeg ud og have varmen. Regnen er besynderligt nok ophørt. Jeg får skiftet til løbesko, som naturligvis er gennemblødte - det passer jo godt til mine lige så våde strømper. Jeg løber og kan overhovedet ikke mærke mine ben. Udmærket på sin vis. Jeg finder et tempo og løber og mærker hvordan varmen langsomt kommer til mig. Jeg opdager efter 5km at jeg ligger nr. 2 - fantastisk. Så var min kamp ikke forgæves.
 
Denne dag glemmer jeg aldrig - så hellere svømme uden våddragt. Hellere varme end kulde. Ved varme kan man da tage vand over hovedet og blive nedkølet. Men hvad gør man når man ryster af kulde over hele kroppen - allerede efter 1km cykling og der er 39 km tilbage. De andre gør det, ja så gør jeg det også - og tanken om DNF på resultatlisten er et skræmmebillede, der kan få en til at gøre alt for at komme igennem.

Paradoksalt nok fik jeg en rimelig god cykeltid, stort set samme tid som min mand, Kurt Olsen, der er 9 år yngre. Var jeg ikke stået af cyklen for at checke mit bagdæk, havde vi fået samme tid. Nå det kunne jeg jo ikke vide, på det tidspunkt var alt kaos. Jeg cykler også lige op med min holdkammerat  fra DM, Lykke Krarup, der i år vovede at tage kampen op med eliten. Lykke havde også en kold dag og havde allerede problemer i svømning, som ellers er hendes favoritdisciplin. Det bevirkede, at hun måtte cykle "alene". Lykke får dog vendt den relativt skuffende svømme-cykeltid til noget positivt, idet hun slutter af med en rigtig god løbetid og må nøjes med at blive nr. 9 ud af 10. Lykkes tid havde rakt til en broncemedalje i age-group 35-39 Inger Plum, som vandt min aldersgruppe 55-59,kørte hurtigere end Lykke, imponerende synes jeg. Ingers cykeltid var 1.13 (Min var 1.22). Inger kunne have stillet op i eliten - hun var ikke blevet sidst. Flot i den alder.
DM for hold - vi fik GULD
Stævner

Dagen efter DM individuel er der DM for hold. Et hold består af min 3 og max 4 personer, der skal følges ad.

Mine to holdkammerater, Lykke og Anette, er begge tidligere konkurrencesvømmere - så vi havde lagt den slagplan, at jeg skulle ligge på hjul af Anette, mens Lykke skulle ligge ude på siden og styre Anettes tempo - ganske enkelt sørge for at der ikke kom hul ned til mig. Jeg skulle så bare svømme  efter Anettes fødder og behøvede ikke at orientere mig.
Det blev sindssygt hårdt for mig. Jeg hørte dem snakke og fornemmede hvilken badetur de var på, mens jeg kæmpede en kamp uden lige. Jeg ville jo ikke være skyld i at miste det guld som jeg vidste vi ville have vundet, hvis det havde været med våddragt. Lykke svømmede dagen før på 12 min, Anette på 15 og jeg på 19 - så det siger sig selv, hvem der var på arbejde. Jeg slugte vand et par gange - til stor skræk for mine holdkammerater, der fygtede jeg var ved at udgå - men jeg tog blot et par brysttag og så i gang igen. Tiden blev da også lidt bedre end min egen, nemlig 18 min. Vi kunne tilmed være stolte af at få bedste svømmetid - men det vidste vi jo ikke, mens vi lå der. under svømningen så jeg lykke lave alle mulige tricks for ikke at svømme fra mig. Tommelcrawl, brystsvømning. træde vande og hvad ved jeg.

Vi kom op og planen var nu at Lykke, som også er den bedste på løb, skulle trække os på cykel -hvilket hun også er god til. Dermed ville Aneete og jeg have friske ben til løbet. Det gik perfekt på cyklingen, selv om jeg var noget mere medtaget end de to supersvømmere, men efter den første runde gik det godt og vi kom igennem uden Styrt. Vi fik overhalet et andet hold og ingen overhalede os.

Så kom løbeturen i stegende hede på en total vindstille rute. Havde jeg problemer under svømningen, fik Anette problemer nu. Anette har ellers forbedret sig kollosalt på løb siden sidste år, men døjede under varmen. Problemet var, at vi ikke kunne finde ud af om pigerne fra blovstrød var ved at indhente os og vi var bange for, at de ville "Æde" vores forspring. Vi vidste simpelthen ikke om vi løb stærkt nok. Løberuten på 5 km var en ud-hjem-rute på 2,5km. Vi er startet før blovstrødpigerne og vi møder dem. De løber stærkt. Lykke prøver at få os op i tempo, men Anette har både kvalme og menses. Pludselig råber hun: jeg bløder ned ad benet. Der er ingen kære mor: skidt med det. Nu må vi ikke miste vor medalje. Enhver kvinde ved at det ikke er farligt at løbe selv om man har menses. Ved vanddepotet bliver der hældt flere krus vand over hovedet  - våde sko til følge.

På cyklingen havde vi en mandlig motionist, der hele tiden prøvede at overhale os. Til sidst gav Lykke ham et møgfald og jeg oplyste ham om, at vi altså var til DM i triathlon og altså ikke ude på en hyggelig søndagstur.

GuldmedaljerVi løber hånd i hånd over målstregen, uvidende om vor placering. Senere erfarer vi, at vi har vundet guld over blovstrødpigerne, som har vundet alle de år jeg kan huske. De fik da også bedste cykeltid, men vi klarede den via svømning og løb. Nu går de hjem og træner, siger de (- jeg tror . træner endnu mere)

Det bliver faktisk svømningen vi vinder på, idet vi paradoksalt nok får bedste svømmetid. Min kamp var ikke forgæves. Vi får sjovt nok også bedste løbetid, så her var vore anstrengelser altså også guld værd- men det kostede også blod, sved og tårer i ordenes bogstaveligste forstand.

Holdkørsel er en fantastisk følelse. Jeg fornemmer suset fra tour de France, når de i fællesskab prøver at indhente et udbrud.

Side 3 af 5 < 1 2 3 4 5 >
Google reklamer