i dag den 20. maj deltog jeg i Sønderborg triathlon, som er 1.afd. af den såkaldte sydjysk cup, hvor man kan score points gennem en række stævner i løbet af sommeren.

Distancen var en såkaldt 10% tri: 375m svømnin -18km cyklin -4,2 km løb.

Vi er inddelt i lidt større aldersklasser. Jeg tilhører klassen D 50-59 og kæmper mod disse kvinder og de er altså sejge. Min force i denne sammenhæng er pudsigt nok svømning. Ikke fordi jeg er suveræn til svømning, men fordi de andre ikke svømmer så stærkt, flere af dem brystsvømning. Jeg er blevet bedre til at cykle (jvf min træningskalender) og når jeg kommer først ud på løberuten, ved jeg at jeg vinder. På de sidste kilometer på cykelruten kan jeg ikke se nogen bag mig. Jeg løber ud på løberuten i et (for mig) rimeligt tempo og er glad for ikke at skulle anstrenge mig alt for meget - der er jo også en træningsdag i morgen. Løberuten er en ud-hjem-rute og jeg er spændt på hvor mine to "værste konkurrenter" ligger. Til min forfærdelse møder jeg dem lige efter vendepunkt - for mig at se i fuld fart. <puha - der er kun 2,1 km til mål - jeg har ført hele tiden - jeg vil ikke give slip på en sejr. jeg sætter farten op og løber alt hvad jeg kan. Jeg mærker der kommer nogen bag ved i fuld fart - puha og heldigvis: en mand. Jeg tør ikke se mig tilbage, men flere hepper på mig og jeg kan høre at de ikke hepper på Bodil eller Annie - altså  kan de ikke være lige bag mig.

Jeg vinder med næsten 2 minutter. Det viste sig at Bodil havde fået sidestik og måtte gå - det kunne jeg jo ikke vide. Nå, jeg lærte , at jeg kan tage benene på nakken, når det gælder og mål er inden for rækkevide.

Det bevirkede da også, at jeg kørte 2 minutter hurtigere end sidste år. tiderne blev:

8.02-36.06(inkl. 2 x skift)-19.42

I al min glæde over denne sejr, glemte jeg cykelhjelm, badehætte, briller, sandaler - ja sejr har sin pris.

Mit næste stævne er et mesterskab: nemlig DM i Duathlon: 10-40-5. Den er hård.