Vejle duathlon stafet
Skrevet af senna d. Maj 04 2008 20:23:50

Efter halv marathon i Bramming og Holstebro tri kristi himmelfartsdag, kom turen til vejle duathlon.

Jeg er stadig mentalt træt efter præstationen i Bramming, hvor jeg føler jeg gjorde noget ultimativt. En sådan koncentration kan jeg ikke hver søndag stable på benene.

Jeg fik derfor overtalt Kurt til, at vi i Vejle skulle deles om strabadserne. Den var han med på.

Efter mange overvejelser om fordeling af 5,5 løb- 40 cykling- 5,5 løb, fandt jeg på den bedste løsning: jeg løb den første tur og Kurt gjorde så resten.

Det var en god løsning - Kurt fik også god træning. Jeg løb om kap med Marianne Balleby fra AAig - vi var gode til at presse hinanden. Jeg afprøvede mit nyligt købte garminur - det virkede. Det var sjovt at følge med i tiderne. For det meste sagde den 4.32 og jeg tænkte, at det var en pæn tid. Indimellem sagde den også 4.55 - helt naturligt, for der var nogle pæne bakker.
Marianne og jeg kom ind stort set samtidigt, idet jeg turde tage en spurt til sidst. Jeg var glad for at kunne give stafetten videre. 40 km cykling forekom mig denne vindstille solskinssøndag helt utopisk.

Jeg fik nu muligheden for at se de hurtige drenge. Feltet var ikke stort - til gengæld deltog nogle af landets bedste duathleter. Et fantastisk syn at se dem fare forbi - først på cykel og siden på løb. Sikken nogle skift de havde. Vildt hurtigt. Også her er man amatør - nå, men jeg gør det jo kun for sjov.