Strygebræt som spurt præmie - Jels halvironman
Skrevet af senna d. Juni 30 2008 06:53:17
Den 22.juni gennemførte jeg min 3. halvironman i Jels.
news: jels.jpg
Jeg havde ikke trænet direkte til denne distance og stillede nærmest op på min grundform (stor mængde). Jeg var derfor meget skeptisk, men det gik rigtigt godt. 5.48.27, inklusiv 7 minutter skifte. Jeg brugte god tid mellem svømning og cykling - jeg ville ikke fryse. Det regnede og jeg har 2 gange prøvet at fryse ved ikke at tage ekstra tøj på efter svømning - i regnvejr. Jeg kom heller ikke til at fryse: langærmet varm trøje, løse ærmer og en tyk regnfrakke. Sådan!

Da jeg endelig skal løbe i mål  og får udleveret et dannebrog efter 4. runde, spurter jeg alt hvad jeg kan. Det ser jo godt ud. Liggende i græsset nydende, at jeg havde gjort det godt, kommer Kurt og en official hen til mig med et strygebræt: Du har vundet en spurtpræmie for bedste spurt. Stolt rejser jeg mig op. Er det rigtigt? Nå der kan bare se, tænker jeg. Så jeg så godt ud , da jeg løb i mål? Jeg havde faktisk et rigtigt godt løb: 5.06 per km stabilt hele vejen rundt. Jeg tænker dog : hvem skal jeg forære det strygebræt?, for jeg stryger aldrig.

På hjemvejen fortæller Kurt så den rigtige historie. Han havde tiltusket sig en uafhentet lodtrækningspræmie og overtalt en official til at drille mig, da han ved at jeg aldrig stryger. Øv - jeg troede lige jeg var god til at spurte.

Min løbetid er jeg stolt af: 1.51. Endnu mere, når jeg sammenligner den med gode, mandlige løbere fra Esbjerg (læs mere herom på www.esbjergtriteam.dk). Hermed har jeg bevist over for mig selv, at jeg gjorde det godt under løb.  Det krævede også en høj koncentration hele vejen og jeg stod ikke stille ved depoterne og var heller ikke nede og gå - som jeg så flere andre gøre. Det krævede en stor overtalelse af den lille nisse, som sidder og siger: du er vist lidt træt, du fortjener en pause.

Jeg havde ikke nogen god svømmestart. Jeg fik ikke kontrol over vejrtrækningen, før jeg var nået ud til den første gule bøje - ca 300m. Jeg svømmede skiftevis bryst og crawl og var egentlig i tvivl om jeg ville komme igennem, men pludselig var den der - rytmen, følelsen af at det kører. På denne baggrund er 41.06 en rigtig god svømmetid for mig og overgår langt mine to forrige halv ironman med tider omkring 45 minutter. Det lover godt for VM i Almere om 8 uger.