Jels Duathlon
Skrevet af senna d. April 06 2009 23:21:50

news: sennajels.jpgSiden 2003 har jeg deltaget i Jels Duathlon (5,5-44-5,5) og det er nu blevet en tradition for mig at deltage. Det mest spændende ved det stævne er efterhånden vejret. Kalenderen siger første søndag i april og her kan man vente al slags vejr. I år var det rimeligt. Tørvejr og 12 grader, til gengæld vindstyrke 10 fra nordvest - så ved man godt hvad der venter en på de sidste 10km af runden på 22km, der skal køres 2 gange.

De første 5,5km løb går forrygende. Efter 1 km ser jeg den 20 år yngre Marianne Balleby, som forinden har meddelt mig, at hun stiller op i eliten ved dm i duathlon.  Stolt overhaler jeg hende så let som ingenting og hun svarer ikke igen, hvilket jeg undrer mig over. Det bliver  til en af mine bedste løbetider: 25.06 for 5,5 løb. Til gengæld bliver jeg overhalet af Per Tingskov, men det betyder mindre.

På cykel gælder det om, at min konkurrent Birgit Tingskov ikke kommer forbi mig. Jeg kommer hurtigt derudad på cykel og føler, at jeg har rigtig gode cykelben. Efter ca 3km bliver jeg helt chokeret, da jeg bliver overhalet af en sort person, som jeg på grund af farten ikke rigtig kan identificere.I min angst tror jeg det er Birgit, idet tøjet ligner hendes. Jeg træder alt hvad jeg kan for at personen ikke forsvinder ud i det fjerne. Jeg opdager så at det ikke er Birgit, men hendes mand. Puha, jeg ånder lettet op. Han var ikke kommet ud på cykel før mig, da han havde iført sig en masse tøj, herunder overtrækssko. Jeg var gået lige på cyklen. Sidste løbetur gik forrygende. Min vintertræning har været god.

Jeg vinder med en alder på 58 klassen K 50+ og også en lodtrækningspræmie. Man får tit sjove gaver i Jels. Dennegang var det fuglebure. Et år (2004) fik jeg et gavekort til Jels broderiforretning. Jeg har det endnu.