| Indlogning |
Har du glemt dit kodeord? Få tilsendt et nyt ved at klikke her.
|
Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /var/www/sennamadsen.dk/public_html/fusion/php-files/side_left.php(25) : eval()'d code(1) : eval()'d code on line 1
|
| Velkommen |
|
Velkommen til Sennas forunderlige virtuelle verden
|
| EM i Holten i Holland |
Ja, den 4. juli 2009 ved EM i Holten i Holland begik jeg nok min tri-karrieres største brøler ved at løbe en runde på 2,5km for meget. Ja hellere sikre sig end at blive disket for en manglende runde!!
Jeg fik en 5.plads af 14 atleter i aldersgruppen 55-59. EM blev afholdt lørdag den 4.juli i Holten i Holland. Distancen var OL-distancen, som består af 15oo m svømning, 40 cykling og 10 km løb. Første grænse, der skulle overskrides for mig blev svømning, idet denne blev uden våddragt!! Men det gik forrygende. Vandet var 23 grader og utroligt lækkert. Bøjerne var tydelige og der var ingen bølger. Det var simpelthen en nydelse at svømme uden våddragt. Tiden blev 37 min. (Guldborgsund 34 minutter med våddragt- det kunne have været meget værre). Jeg var hurtig i skiftezonen og var først ude på cykel af en lille gruppe på 4. Cyklingen bestod af 8 km lige ud til Holten, hvorfra man skulle op ad et bjerg to gange. På det lange lige stykke gik det fantastisk, var helt høj af den pragtfulde svømning og blev ikke overhalet af pigerne bagfra. På bjerget med 10% stigning, gik det rigtigt godt opad -det kneb lidt mere nedad, hvor mange kom susende forbi - mest mænd.Bl.a. var der et ubehageligt stykke med meget ujævne brosten, hvor jeg nærmest følte, at hele cyklen ville springe i småstykker, inden jeg nåede over. Her blev jeg også overhalet. Så skulle vi ned igennem byen og hilse på alle hepperne for at tage de 8 km opad igen. Det var rigtigt sjovt. Det var en ud-hjem tur op ad bjerget, hvor der var sat kegler i midten på alle 8 km - imponerende. Hele cykelruten var afspærret, så man mødte ikke en bil. Da jeg kommer ind fra cykling ligger jeg som nr. 7, hvilket jeg er overrasket over, idet jeg ved at jeg taber rigtigt meget, når svømningen er uden våddragt. Jeg har igen et fantastsik hurtigt skifte - mine mange stævner har givet mig en rigtig god rutine og jeg får allerede på første runde (2,5km) overhalet 4 af mine konkurrenter i min aldersklasse og ligger til en bronze-medalje. Men desværre er der ikke røde, grønne og gule snore i Holten og atleten skal selv tælle omgange. 500 m før mål bliver jeg pludselig i tvivl om jeg skal i mål eller mangler en omgang. Hvad skal jeg gøre? Jeg stopper helt op ved skellet, hvor man enten skal i mål eller løbe næste omgang. Jeg er totalt forvirret. Jeg tænker: hellere en omgang for meget end en omgang for lidt. Desværre løber jeg aldrig med ur, så jeg havde ikke nogen fornemmelse af tid. At blive disket er alligevel for dumt. Ja, sådan kan det gå. Men mine tider kan ingen tage. Jeg satte pr. for de 10 km på en OL-distancen ca 47 min., idet den efterfølgende resultatliste viste rundetider på 11-12minutter. Det er jeg meget stolt af.
Holten gjorde det ekstrem flot. Jeg følte hele vejen igennem, at jeg var dagens stjerne. Næste år foregår smesterskabet i Irland. Jeg har ikke datoen, men jeg skal med!! |
| DM i Duathlon. Årets 2. guldmedalje |
 Så kom jeg til årets 2. mesterskab af planlagte 5, nemlig DM i duathlon, der i år blev afholdt i Støvring (20km syd for Ålborg). Siden 2000 har jeg hvert år (pånær 2008) deltaget i dette mesterskab, der nok er den hårdeste med distancen 10km løb- 44km cykling-5km løb.
Som sædvanlig er der ikke mange kvinder med - desværre!! 20 ialt fordelt med 12 i age-groups og 8 i elite. største age-group er 45-49 med 5 deltagere. Her findes også bedste age-group-kvinde med tiden 2.39.51, præsteret af Maria Stenderup-Korch.
Hvis man ser mig udefra, har jeg vist ikke prioriteret dette stævne, som et st stævne hvor jeg skal "toppe". søndagen inden blev jeg fanget af en halv marthon-fælde og tirsdag lokkede Tøseturen med 6,1 km. så jeg havde lidt tunge lår og havde heller ikke fået cyklet så meget (man skal jo også på arbejde indimmellem).
Startskuddet lyder. Det er ikke lige mit underlag til løb: ujævn, våd græs. Efter 500m ligger jeg 2.sidst af alle. Kun en enkelt mand ligger bag mig. Men jeg har ikke helt styr på vejrtrækning. Det hjælper til gengæld da vi efter ca 1 km kommer ud på asfalten. Det er en helt anden følelse. Nu er der kraft i afsættet. Endelig kan jeg løbe og kommer tættere på en lille gruppe. Men glæden er kort. Efter ca 1 km går det opad og underlaget skifter igen til først græs, så løs grus og minsandten om der ikke kommer et område a la gryden i miniformat
Dette skal jeg igennem 4 gange for at nå de 10 km og jeg tænker med gru på de sidste 5km, når man har været ude at cykle 44km. Jeg er ikke til terrænløb. Det er lige før jeg vil sige, at denne løberute var mere cross-løb end løberuten til DM i Cross-Duathlon. Jeg løber dog bedre og bedre og kommer ind i skiftezonen efter at have overhalet 3 piger (yngre, for jeg var alderspræsident).
Til gengæld var cykelruten perfekt til mig. Små hyggelige landeveje med et par sejge bakker, ingenfarlige sving eller nedkørsler. Vi skulle køre 4x11km, hvilket var perfekt. Dejligt at blive heppet på, men det er nu også rart at være sig selv. De første 5 km kørte jeg omkap med en helt ung pige (25-29) fra Brøndby. Jeg var foran, hun var foran, jeg var foran og tænkte, nu ser jeg ikke hende mere, men nej hun overhalede igen - ja herefter var det slut. De sidste 5 km gik bedre end forventet. Jeg frygtede en pinlig tid på 30minutter, men det viste sig at blive på 27.24 og som det skulle vise sig lige nok til at jeg sammen med 2 af mine klubkammearater vandt 1.afdeling af giant cuppen/veteran med en margen på 22 sekunder. |
| Jels Duathlon |
 Siden 2003 har jeg deltaget i Jels Duathlon (5,5-44-5,5) og det er nu blevet en tradition for mig at deltage. Det mest spændende ved det stævne er efterhånden vejret. Kalenderen siger første søndag i april og her kan man vente al slags vejr. I år var det rimeligt. Tørvejr og 12 grader, til gengæld vindstyrke 10 fra nordvest - så ved man godt hvad der venter en på de sidste 10km af runden på 22km, der skal køres 2 gange.
De første 5,5km løb går forrygende. Efter 1 km ser jeg den 20 år yngre Marianne Balleby, som forinden har meddelt mig, at hun stiller op i eliten ved dm i duathlon. Stolt overhaler jeg hende så let som ingenting og hun svarer ikke igen, hvilket jeg undrer mig over. Det bliver til en af mine bedste løbetider: 25.06 for 5,5 løb. Til gengæld bliver jeg overhalet af Per Tingskov, men det betyder mindre.
På cykel gælder det om, at min konkurrent Birgit Tingskov ikke kommer forbi mig. Jeg kommer hurtigt derudad på cykel og føler, at jeg har rigtig gode cykelben. Efter ca 3km bliver jeg helt chokeret, da jeg bliver overhalet af en sort person, som jeg på grund af farten ikke rigtig kan identificere.I min angst tror jeg det er Birgit, idet tøjet ligner hendes. Jeg træder alt hvad jeg kan for at personen ikke forsvinder ud i det fjerne. Jeg opdager så at det ikke er Birgit, men hendes mand. Puha, jeg ånder lettet op. Han var ikke kommet ud på cykel før mig, da han havde iført sig en masse tøj, herunder overtrækssko. Jeg var gået lige på cyklen. Sidste løbetur gik forrygende. Min vintertræning har været god.
Jeg vinder med en alder på 58 klassen K 50+ og også en lodtrækningspræmie. Man får tit sjove gaver i Jels. Dennegang var det fuglebure. Et år (2004) fik jeg et gavekort til Jels broderiforretning. Jeg har det endnu.
|
| Årets første guldmedalje |
  DM i cross duathlon er veloverstået. Jeg kom igennem uden styrt. At tage til Jonstrup Vang uden at kende ruten kan være noget vovet.
Men i et euforisk øjeblik, hvor jeg havde klaret ruten i Bordrup til min egen tilfredshed, tilmeldte jeg mig DM i Cross duathlon. Dagene op til mesterskabet var præget af nervøsitet . Hvor farlig mon ruten er. Da det kneb lidt med tilmeldingerne og det var ved at blive aflyst, var der en stemme i mig, der håbede på en aflysning, men heldigvis, det blev ikke aflyst.
Vi tog derover lørdag og var så heldige at finde stævneområdet og en person, der kunne vise os ruten. Den var ikke farlig, men der var en del steder, hvor jeg syntes det var hurtigere at løbe. Derfor blev tåclipsene savet af , for jeg cykler ikke mtb i cykelsko.
Bl.a. var der en grøft, som mange kunne køre over, men som lige så mange løb over med cyklen på nakken. Det var dog ikke lige ufarligt, idet der var ret mudret og komme op af en mudret grøft i løbesko med en cykel på nakken er ikke lige let. Tilmed skulle det gøres fire gange. Men mtb udmærker sig ved, at man bliver bedre og bedre for hver runde, for efterhånden kender man ruten. Det er unægteligt en fordel for dem, der har ruten som hjemmebane. Billedet til højre viser, at jeg ikke var den eneste, der var af cyklen.
Jeg tænkte 4 cykel-runder , det er lig med 4 mareridt, men da jeg ikke tog nogen chancer, gik det rigtigt godt og det blev kun til 3 mareridt. Den 4. runde var nemlig en nydelse. Jeg løb rigtigt godt og kunne stort set ikke mærke, at jeg havde cyklet. Dog virkede løberuten temmelig kort. Det viste sig da også, at den ikke var på de obligatoriske 3km, men kun 2,5 km. Til gengæld havde den en pæn lang stigning. Billedet foroven viser, at jeg lå i front af en lille gruppe i første løberunde. Det holdt dog kun til et par km ude på cykelruten. Der blev jeg overhalet af alle og var på et tidspunkt sidste mand. Gennem mit gode løb, fik jeg tilkæmpet mig 2. sidste pladen af alle. Jeg kom i mål uden at være totalt smadret og fik min guldmedalje, som jeg synes jeg har fortjent.
Jeg har denne vinter cyklet mere mtb end jeg plejer, nemlig 100-200 km om ugen. Teknisk er jeg blevet lidt bedre, men jeg kunne tydeligt mærke, at jeg ikke fik ømme lår og at jeg kunne løbe optimalt på alle 3 runder, hvor jeg holdt så godt som samme tid. Nu er mit mål, at være med til samtlige danske mesterskaber. Jeg mangler dog lige at finde et par piger i klubben, der har mod på at deltage i hold-konkurrencen i Ganløse den 5. september.
Dette var den sværeste. Vi var 3 deltagere fra min klub, som repræsenterede Esbjerg, hvilket var rigtig god reklame.Det gør indtryk at man "gider" køre så langt. Læs mere om de andre deltagere på min klubs hjemmeside: http://www.multiatleterne.dk/ |
| Træningslejr på La Santa |
I julen var jeg på La Santa sammen med min familie. Det blev til en hel del træning, bl. a. et par hårde cykelture og hele 2 gange interval på banen og 4 konkurrencer. Hver morgen var der morgenjog på 5 km
Lørdag: hård cykeltur - 5km konkurrence
Søndag: hård cykeltur + 8x400m på banen p.30sekunder
Mandag: duathlon og aquathlon
Tirsdag: hård cykeltur +12x200 på banen, afg. 1,15
Onsdag: Triathlon
Torsdag: nu var jeg træt. morgenjog +2000m svømning |
| VM sølv i lang triathlon |
 Min guldmedalje ligger ude i Almere havn, men jeg kæmpede mig op til en sølvmedalje
Verdensmesterskab i lang triathlon: 4 km svømning 120 km cykling 30km løb
Det er morgen. Jeg vækker Steen som aftalt. Per kører Birgit, Steen og mig til skiftezonen, hvor vi får rigget til. Vi har gode letkendelige pladser. Jeg gennemgår lige igen vejene ind og ud af skiftezonen. Herefter bevæger vi os til svømmestart. Ca 1 km. Det er nu det er værst. Nerverne er på højkant i timerne inden lige inden start. Hvad kan man. Har man trænet nok, har man restitueret rigtigt?
Svømning:
Det bliver til et mareridt i svømning. Jeg er meget sårbar for bølger især når de kommer fra min venstre side. Der er bølger fra venstre ud til den første store gule bøje. Jeg sluger en masse vand ,svømmer lidt bryst og føler jeg ligger sidst. Nu ved jeg, at det bliver svært at vinde en medalje, men tænker, at gennemfører jeg, er det også godt. Jeg svømmer videre og kan til tider ikke se bøjerne. Jeg spørger dem, der sidder i bådene. De er søde og fortæller mig, at jeg er paa rette vej. Endelig går det ind mod land, hvor vi skal op på land og så ud igen.Dette gøres for tilskuernes skyld. men der er ikke en sjæl ud over 5 officials i gule jakker. De hepper og det er bare ud i vandet igen. Nu går det langt bedre. Dog kilder det underligt under fødderne efter løbeturen på sand. Vi har nu svømmet 1300 m. Det føles som 2 km. Så skal jeg det lange stykke hen til havnen. Her er bølger og strøm og tang. Desuden solen lige i øjnene. Jeg kan slet ikke orientere mig. Jeg overhaler pludselig en større gruppe, heraf to mænd. De var startet 5 minutter før os kvinder. Det gør mig lidt optimistisk. Endelig er jeg inde i havnen. Spejlblankt vand. Det går strygende de sidste 400 m ind til
trappen. Forinden var jeg dog endt oppe på molen. Mærkeligt.
Jeg er lykkelig over at være kommet igennem. Svømmetiden bliver da ogsaa ekstrem dårlig, hvilket jeg dog ikke ved før efter race, da jeg aldrig kører med ur. Jeg tænker, gad vide hvordan Steen og Birgit har klaret denne svømmetur. De har ogsaa begge først lært svømning i en høj alder. Birgit må desværre opgive, mens Steen klarer det flot. Han tænker i teknik og teknik. Helt rigtigt.
Cykling:
Min cykling bliver kanon. Lige en rute for mig. Lange lige stykker på 8 til 12 km. Jeg erfarer, at jeg er blevet god til at køre i modvind. Min ensomme træning i strid vestenvind til og fra Rødding har gjort underværker. Jeg overhaler nok 25, heraf flere mænd. Det bliver til en tid paa 4 timer, altsaa 30 i snit. En drømmetid for mig for 120 km. Jeg har det vidunderligt. Pludselig har jeg kørt 60 km uden at jeg opdagede det. Så er der kun 60 km tilbage. Til Ribe og hjem. En tur jeg kan udenad. Jeg kunne let have kørt en runde mere, men løbet, min bedste disciplin, venter forude. Her har jeg hjemmefra haft ambitioner om at løbe på en tid mellem 2.45 ogl 2.50. 
Løb:
Jeg får sat cyklen og Kirsten "Holland" hepper på mig. Dejligt. Da jeg løber ud, mærker jeg hurtigt, at dette bliver hårdt. Jeg har altid set det som en ære ikke at gå. Men jeg finder hurtigt ud af, at denne gang lykkes det nok ikke. På resultatlisten kan jeg se, at jeg løb de første 10 km på 49 min. Vanvittigt. Efter 10 km går jeg gennem væskedepotet og beslutter at jeg godt må gå ved depoterne, men ikke mellem depoterne. Sådan bliver det ogsaa. Nogle gange er jeg nærmest ved at falde, er lidt svimmel. Jeg får tilbud om cooldown og siger ja, uden egentlig at vide hvad de mener. Dette betyder at jeg af to mænd får hældt 4 store flasker koldt vand over mig. Nærmest et koldt brusebad. Det hjælper helt fantastisk. Jeg kan løbe videre. Svimmelheden er væk. Dog med sjappende sko. Sådan løber jeg fra depot til depot. Stort set alle jeg møder går løber går løber. Det vil jeg bare ikke. Det gør ikke ondt, men man har sådan lyst til at gå.
Endelig er jeg i mål i tiden 9.09. Min løbetid bliver 2.49 så det mål nåede jeg. Jeg får bedste løbetid af kvinderne i min klasse, som alle løber over 3 timer. Da jeg løber over målstregen, får jeg en gennemførelsesmedalje og finisher bluse. Saa kommer en dame hen til mig og giver mig et lille kort, som jeg faar om halsen. Jeg har vundet en medalje. Jeg tror, det er bronce, men det viser sig, at det er en sølvmedalje. Fantastisk. Det var jeg slet ikke klar over, idet jeg lå som nr. 5 af 10 deltagere efter svømningen. Det kunne jeg se paa de cykler, der var tilbage.
Næste mesterskab:
I mål sagde jeg aldrig mere. Jeg sagde til Steen: denne gang mener jeg det virkeligt. I dag mandag tænker jeg allerede, hvor foregår EM eller VM næste gang, for jeg har en guldmedalje til gode. Jeg bliver ved til den er hjemme.
Internationale mesterskaber er store oplevelser. Den ældste aldersgruppe var mænd 70-74. Han fik sin velfortjente guldmedalje, selv om han var eneste deltager. Der var to mænd i aldersklassen 65-69 og begge fik medalje. Det havde været bundhamrende uretfærdigt, hvis en atlet i den alder ikke havde fået sin medalje. Hvor mange kan holde sig i form til overhovedet at gennemføre en sådan distance i den alder. Jeg tager virkelig hatten af for ældre, der holder sig i en form, der gør at de tør stille op til et mesterskab. Øh hvor gammel er det nu jeg selv er?? snart 58. Er jeg så en ældre dame??
Næste år er VM lang i Perth i Australien - ja hvorfor ikke. |
| VM dagbog fra Almere |
| | Øverst på formularen Nederst på formularen |
| VM dagbog fra Almere | Lørdag den 30.august
I dag skal Per køre ironman. Han og Steen kører sammen i bil, mens Birgit og jeg tager cyklerne gennem et fint stisystem.
Vi kommer til svømmestart og finder straks Per og Steen. Per virker ufattelig rolig. Vandet er spejlblankt og solen står rød og rund ind over vandet. Der er ”millioner” af både. Jeg må sige, at sikkerheden og trygheden stiger dag for dag.
Så lyder hornet og Per tager sine svømmebriller på stille og roligt, man er vel ikke vestjyde for ingenting. Han svømmer ud i sin karakteristiske stil med tretræk. Vi ser 2 der svømmer bryst, langt bag ved de andre.
Efter 1200m får vi heppet på Per igen og så er det ind til havnen for at se ham komme op af vandet. Vandet her er noget olieret. Mange svømmer noget skævt for solen står dem lige i øjnene. Per kommer. Birgit og jeg kan straks spotte ham. Senere vil vi høre mere om det vand. Per svømmer på omkring 1.25. Det er fersk vand, så opdriften er ikke som i Ho-bugt eller middelhavet, hvor der er saltvand.
Vi får ham heppet ud på cykelruten, for derefter at tage hjem og spise, sove osv.
Jeg har lige sat nye dæk og slanger på, men den taber hele tiden luft. Trykket falder fra 8 mb til 7 på en nat. Det bekymrer mig, for ikke at sige at det irriterer mig. Jeg føler mig i kanonform. Birgits computer kom ud af drift og hun kunne ikke få den startet. Det irriterede hende ligesom hun fik en masse grus ind i nogle revner i sit dæk. Jeg kunne dog glæde et par amerikaner ved, at jeg havde ekstra plasticposer med til afdækning af cyklen de ser nu ret sporty ud de kvinder Birgit og jeg skal kæmpe imod. Men skindet kan jo bedrage. Der er atleter fra lande så langt væk som Australien og Sydafrika. Der er en fantastisk stemning og jeg skal prøve ironman hernede en dag sammen med Kurt og vores fælles hollandske ven Richard Morell.
Jeg krydser fingre for at mine nye dæk og slanger holder, bekymrer mig nu pludseligt mere end vandetsnart værre end vandet. Lige nu lørdag eftermiddag er det bagende varmt. 30 grader lige noget for Per
Vi tager ned for at se Per løbe. Cykling kan han selv klare. Han cykler rigtig godt ca 32 i snit. Fantastisk tid.
Han skal nu ud og løbe 3 X14 km. Vi ser ham efter de første 14, hvor vi har sat os i forreste parket til starten af løberuten som er an lang strækning på flere km. Han ryster fortvivlet på hovedet. Men det går fint og han ser bedre ud end han føler sig. Han er nok lidt skuffet over at han ikke kunne holde den løbetid han havde forventet. Men i sammenligning med mange andre ser Per frisk ud og løber stabilt. En enkelt gang misser vi ham og Birgit og jeg kan ikke forstå hvor han bliver af de to km ind om målområdet kan vel ikke tage så lang tid. Heldigvis kan Steen fortælle at han er løbet forbi. per kommer i mål i tiden 11.47, men virker rimelig frisk. Pers nye ordsprog er " aldrig mere Almere"
Så er det vores tur i morgen. Ventetid er slem og belastende for nerverne.
Fredag den 29.august
Dagen før før dagen. En hektisk dag. Først skulle vi ned og se vandet igen. Det så lækkert ud. Blankt og med det varme vejr, der er kommet, lover det godt.
Herefter ville vi besigtige skiftezone, som dog var top secret. De ville have fred. Så var det til registrering / det kræver sin guide at komme rundt i Almere by i bil. Min konklusion: kør på de gule veje. Parker og gå resten af vejen. Det gik gnidningsfrit. Så var vi til briefing for ironman lørdag sammen med Per. De lovede strålende sol, varmt vand og svag vind.
Så kørte vi ad de gule vej hjem til hotellet. Steen og jeg fik en lur, mens Per fik afleveret cykel og tøjposer. Derefter skulle vi til briefing, ”eat and meat ” (pastaparty) og parade. Det tog ialt 4 timer. Per og Birgit havde købt godt ind ved grænsen, så de bød på en øl til at sove på.
Torsdag den 28. august
Jeg stod op kl.6.3o og løb en tur. Planen var 30 minutter. Det blev til 90, da jeg trods medbragt kort for vild i et stort snedigt stisystem i et kæmpe rekreativt område.
Så cyklede Steen og jeg lidt på cykelruten og satte os lidt ind i skiftezonen. Den er ikke lige let.
Vi spiste, sov og så ville vi svømme. Det var ikke sjovt. Bølger og koldt vand. Vi mødte endnu en dansker og så var vi tre. Vi ville svømme trekanten på 1200 m. Jeg svømmede halvvejs ud til den første bøje. Jeg kom ingen vegne. Steen svømmede ud til den første bøje. Indad gik det strygende.
Nu håber jeg blot på vindstille på søndag.
Om aftenen kom Per og Birgit. Jeg tog imod dem og vi fik kaffe og kage, som de havde med. Snakken gik især om mine beretninger fra dagen. Birgit er efter Juelsminde lidt bekymret for Limit på 9.30, idet man kan risikere at blive taget ud, hvis man ikke kan nå at komme i mål inden denne tid.
Onsdag den 27.august
Jeg kørte hjemmefra kl.10.45 afgang Esbjerg Gymnasium, hvor Kurt hentede mig. Han kørte mig til Kruså, hvor Steen Ludvigsen fra Sønderborg Triathlon Klub ventede i sin store bil. Med GPS installeret ville vi være ved hotellet 17.28. Fin tid. Det er første gang vi begge kører med GPS og vi er enige om, at det er noget nymodens teknik, der kan være meget rar at have, men...
Vi kører og vi bliver alligevel imponeret. Det går strygende og vi behøver slet ikke tænke selv. GPS siger jo det hele, endda flere gange og i god tid. Men så sker det. Med ca 2 times kørsel tilbage siger den venlige, men bestemte damestemme: ny rute og vi skal til højre. Vi gør som hun siger og ender i et beboelsesområde, hvor vi bliver dirigeret rundt og rundt. Vi bliver enige om, at dette er forkert. Heldigvis ligger der en Benzintank, vi kan spørge, for ingen havde tænkt på et kort. Vi skal bare køre mod Amsterdam.
Jeg har adressen, men Steen ved ikke, hvordan man bruger en GPS. Det gør jeg heller ikke. Men da jeg på mange andre områder er en selvlært person (computer, svømning, træning, madlavning osv) prøver jeg at taste på knapperne. Jeg får indskrevet vor destination og vi er igen på rette vej. Hvor svært kan det være. Jeg får dog imponeret Steen.
Vi ankommer og alt er som det skal være.
Jeg havde dog bange anelser, idet jeg tirsdag inden afrejse havde fået en mail om at alle 10 værelser var ”stoniert vom Kunden” (aflyst) . Det viste sig dog at være en fejl, hvilket jeg fik at vide sent tirsdag aften. Det var nervepirrende timer, lige inden man skal af sted. |
|
| Min gode ven Per Tingskov bliver Danmarksmester |
 Den 10. august trodsede Per vejret og kørte en forrygende halv ironman i tiden 5.26.37.
Per kommer op af vandet som sidste mand i sin gruppe: 55-59 med hele 6 minutter til nr.1 Carsten Christiansen fra Tri4. Pers force er cykling og han får hurtigt indhentet Lasse Nielsen og Christian Christiansen og ligger kun 3.31 efter Carsten da han går ud på løb. Efter nogle kilometers løb skimter Per en person forude - det må være Carsten. Han når op til ham. Carsten kan ikke svare igen, resignerer og Per vinder en velfortjent guldmedalje med et forspring på hele 15 minutter.
For det gør ikke noget, at man ikke er en fisk i vandet, når blot man kan cykle og løbe.
Den 30.august skal Per så køre ironman igen - en distance han også mestrer. Hans drøm er at sætte pr - dvs en tid under 11 timer. Jeg tror på ham
Jeg glæder mig til at være tilskuer - sidde og nyde det sammen med hans kone Birgit. Vi kender begge alle fasernerne og følelserne under et ironman-race. |
| Strygebræt som spurt præmie - Jels halvironman |
Den 22.juni gennemførte jeg min 3. halvironman i Jels.
Jeg havde ikke trænet direkte til denne distance og stillede nærmest op på min grundform (stor mængde). Jeg var derfor meget skeptisk, men det gik rigtigt godt. 5.48.27, inklusiv 7 minutter skifte. Jeg brugte god tid mellem svømning og cykling - jeg ville ikke fryse. Det regnede og jeg har 2 gange prøvet at fryse ved ikke at tage ekstra tøj på efter svømning - i regnvejr. Jeg kom heller ikke til at fryse: langærmet varm trøje, løse ærmer og en tyk regnfrakke. Sådan!
Da jeg endelig skal løbe i mål og får udleveret et dannebrog efter 4. runde, spurter jeg alt hvad jeg kan. Det ser jo godt ud. Liggende i græsset nydende, at jeg havde gjort det godt, kommer Kurt og en official hen til mig med et strygebræt: Du har vundet en spurtpræmie for bedste spurt. Stolt rejser jeg mig op. Er det rigtigt? Nå der kan bare se, tænker jeg. Så jeg så godt ud , da jeg løb i mål? Jeg havde faktisk et rigtigt godt løb: 5.06 per km stabilt hele vejen rundt. Jeg tænker dog : hvem skal jeg forære det strygebræt?, for jeg stryger aldrig.
På hjemvejen fortæller Kurt så den rigtige historie. Han havde tiltusket sig en uafhentet lodtrækningspræmie og overtalt en official til at drille mig, da han ved at jeg aldrig stryger. Øv - jeg troede lige jeg var god til at spurte.
Min løbetid er jeg stolt af: 1.51. Endnu mere, når jeg sammenligner den med gode, mandlige løbere fra Esbjerg (læs mere herom på www.esbjergtriteam.dk). Hermed har jeg bevist over for mig selv, at jeg gjorde det godt under løb. Det krævede også en høj koncentration hele vejen og jeg stod ikke stille ved depoterne og var heller ikke nede og gå - som jeg så flere andre gøre. Det krævede en stor overtalelse af den lille nisse, som sidder og siger: du er vist lidt træt, du fortjener en pause.
Jeg havde ikke nogen god svømmestart. Jeg fik ikke kontrol over vejrtrækningen, før jeg var nået ud til den første gule bøje - ca 300m. Jeg svømmede skiftevis bryst og crawl og var egentlig i tvivl om jeg ville komme igennem, men pludselig var den der - rytmen, følelsen af at det kører. På denne baggrund er 41.06 en rigtig god svømmetid for mig og overgår langt mine to forrige halv ironman med tider omkring 45 minutter. Det lover godt for VM i Almere om 8 uger.
|
| Milepæl i min sportskarriere |
 Fredag den 13. juni i Vrøgum blev en af minepælene i min sportskarriere. Nu er halvmarathon-distancen blevet en af mine favorit-distancer. Nu er jeg vild med denne distance.
Jeg nåede mine 2 mål ved Vrøgum Halvmarathon, som er blevet en klassiker i det vestjyske. Jeg ville på podiet i klassen Kvinder 40+ og løbe på en tid under 1.40. Jeg nåede begge mål med stor bravour. jeg løb på 1.39.06 og blev nr. 3 af kvinder over 40 (jeg er 57) med hele 5 minutter ned til nr. 4 og kun 2-3 minutter op til så gode og ungdommelige løbere som Lone Christensen og Pia Schultz-Lorentzen, som er 10-15 år yngre.
Det er altså flotte præmier, man får i Vrøgum.
Jeg løb ikke op til min egne forventninger til vestkystløbet, hvor jeg havde håbet på en tid omkring 41.00 (løb på 42.38) og var derfor noget skeptisk og nervøs for, om jeg kunne leve op til min kanon-tid i Bramming på 1.37. Mit mål var under 1.40. 1.42 ville være ok og 1.45 var grænsen - blot jeg kom på podiet.
Allerede ved opvarmningen kunne jeg mærke, at benene var friske. Jeg løber sammen med en gruppe unge mænd de første 5 km og km-tiden er konstant på 4.41 - jeg synes det er let og en smule for langsomt, men da der er modvind bliver jeg hos dem. Jeg løber bag en lille fyr. Jeg prøver at få farten op, bare en lille smule (3 sekunder ville være rigtigt godt) og siger: kom nu. Den unge mand er høflig og giver plads for mig, så jeg kan komme forbi. Jeg fortæller, at det har jeg ikke lyst til, jeg vil gerne ligge bag ham. Han bliver helt stolt. Det er første gang der er nogen, der synes at han var bredskuldret nok til at kunne bruges som læskærm.
Ca 2 km før vi skal dreje bort fra modvinden, kommer en retgodt løbende pige med pæne skuldre. Hende hægter jeg mig på og det går fint. Hun løber stabilt og jævnt og hjælper mig igennem de sidste2 km i modvinden. Jeg prøver at få et glimt af hendes ansigt - tælle rynkerne: er hun over eller under 40. Det er mig umuligt at afgøre. jeg spørger hende: over eller under 40 (så få ord som muligt for jeg løber lige på grænsen). Hun svarer: det ved jeg ikke. Hun tror jeg spørger om hastigheden. Jeg er ved at dø af grin. Jeg svarer: 40 år. Lige under, siger hun. Puha, jeg er lettet, for jeg ved at Lone og Pia er foran.
Jeg løber resten af løbet selv - det kan jeg faktisk bedst lide. Til gengæld udser jeg mig et par harer foran. Vrøgum halvmarathon er nogle lange lige strækninger på 7-8 km og det kan være psykisk hårdt at se langt frem. Jeg overhaler et par mænd, men bliver også selv overhalet af nogle mænd og selv min lille gruppe fra start. En enkelt pige kommer og overhaler mig. Det viser sig senere, at hun blev nr. 3 i gruppen af kvinder under 40. Da der er 2 km tilbage, når jeg op til en mand med Bramming-logo. Jeg overhaler ham. Han råber: det kan du ikke være bekendt Senna. Jeg synes, der er langt hen til svinget ind i skoven. Ved 2 km ser jeg at min tid er 1.29.??. Yes, løb til du kommer under 1.40.
Jeg kommer i mål, glad og med en indre forløsning af, at nu er halvmarathon en af mine favorit-distancer. En distance, der kræver indre kamp for at holde ved. Vanen tro kaster jeg mig i græsset og føler en kæmpe tilfredsstillelse ved at have præsteret, hvad jeg satte mig for. Jeg kunne med glæde meddele hjælperen fra Røde Kors, at jeg trods mine kropssignaler havde det udmærket.
Jeg nåede mine mål, men der bliver desværre nok ikke plads til flere halv-marathon i år. På programmet står:
Jels halv-ironman
VM lang triathlon
Berlin Marathon
|
| haderslev triathlon |
 I dag deltog jeg i Haderslev triathlon og vandt aldersklassen 40-59. Svømningen gik rimeligt,selv om jeg først ved den første gule bøje fik styr over vejrtrækningen. På de sidste 200 m ind, hvor jeg ellers plejer at kunne give gas (når mål er i sigte), svømmede jeg om kap med en debutant (fandt jeg ud af senere). Han svømmede skiftevis crawl og bryst. Jeg var noget rundtosset i skiftezonen (skulle nok alligevel have taget lidt vat i ørerne) og det bliver ikke mit livs skifte. Cyklingen var nær endt i en katastrofe. Måske stadig lidt forvirret ser jeg ikke en besynderlig forhindring,der skal få bilerne til at køre langsomt, nemlig tre lyserøde, runde forhøjninger i asfalten, forskudt som var det en pukkelpist. Jeg når ikke at dreje indenom. Hvor dum kan man være tænker jeg om migselv. Jeg redder mig igennem og cyklen får heldigvis heller ingen skader. Ruten er en ud-hjem-rute. Det kan jeg godt lide - så møder man alle de hurtige, der er på vej tilbage. Det er altid spændende , hvornår den første kommer. Herefter kan man følge med i hvor langt fremme alle de andre er - især Kurt venter jeg på at møde. Jeg bliver overhalet af en del mænd: haha jeg svømmede hurtigere!! Jeg var rigtig god på løb, bl.a. fordi jeg havde en lille sød hare foran mig, der inspirerede mig til at løbe stærkere end jeg egentlig kunne. På billedet ses min lille hare til højre for mig, Stinne Westen Noer, der vandt ungdomsklassen.
Her står jeg også sammen med atleter som Gitte Rømer fra Århus, Rasmus Stubager fra OTK og Christian Marloth fra Tri4. En stor ære for Esbjerg triathlon team.
Vejret og specielt dammen viste sig fra sin gode side. Ingen bølger og 17 grader vand.
Jeg fik bedre løbetid end en af mændene fra min løbeklub i Esbjerg- det er jeg yderst tilfreds med, da han plejer at være god til løb. |
|
|
